En gåtur med overraskelser (Alle må joine)

Sted: Ikke så langt fra Villakvarteret.
Tid: Søndag den 8. januar 2012, tidligt på formiddagen.

Charlie var lige begyndt på dagens gåtur, han havde lige sendt menneskefamilien på arbejde og i skole. Vejret var ikke noget specielt den dag, koldt og en smule vådt efter gårsdagen regnskyl. Det var skam ingen hemmelighed at Charlie glædede sig umådeligt meget til de varmere tider, for al den ekstra pels var begyndt at irritere ham, og hans tjenere gjorde hele tiden han pæne gulv vådt med undersiden af deres sko.
"Åh gud! Hvad med mudderet om sommeren!" sagde han til sig selv. Han gøs lidt ved tanken og skar en grimasse så godt man nu kunne med hans smukke ansigt.

Heldigvis til Charlies komfort havde det ikke sneet siden "jul" eller som han kaldte det "Store æde-gave dag"

Charlie var lige hoppet over lågen ind til baggården da hans værste fjende, den vilde Husky som han har kaldt 'Barbaren' for nemheds skyld, kom spænende hen imod ham.

"Et snigangreb! Din feje køter!" skreg Charlie imens han satte i løb.

Charlie løb som han aldrig have løbet før, med den store hund lige i hælene på sig, med stor elegance nærmest fløj han over de biltomme veje og igennem en kattelem på et tilfældigt hus. Barbar stor ude foran døren og knurrede indtil han gav op og gik væk. Da Charlie var sikker på at hunden var væk. Sneg han sig ud igennem kattelemmen igen til at vende hjem, men fandt at han ikke anede hvor han var endt henne.

"Hvor i alverden er jeg?" spurgte han sig selv, men håbede dog at nogen ville svare. Han ville skrige så højt han kunne efter hjælp, ligesom menneskerne i de dér film derhjemme, men det eneste der kom ud var et lille miav, halvkvalt i forpustelse.

"Åh nej! Jeg kommer aldrig hjem."

Tyra kom afslappet spaserende hen ad vejen. hun kiggede sig roligt omkring for at se, hvad der havde fået Husky til at farer sådan rundt, måske en eller anden stakkels kat? Nå, det var under alle omstændigheder ikke hendes problem. Hun gabte lidt og slikkede sig om munden, snart skulle hun hjem, og så ville hendes menneske bringe hende mad.
som hun gik der i sine egne tanker, fik hun øje på den kat, der efter al sandsynlighed var blevet jagtet af hunden. Det var ingen ringere end Charles. Med et svagt spottende smil gik hun over mod ham, "Jamen goddag Charles ... hvad laver du her?"

Charlie fik øje på Tyra komme gående, og så blev han lidt i tvivl om det nu var Huskyen der var hans værste fjende. Han rystede overraskelsen fra hundeangrebet af sig. Og ventede lidt lidt med at svare og lod som om han ikke havde set hende. Han vendte sit hoved om mod Tyra.

"Nå hej Tyra, jeg så dig ikke komme. Jeg er bare på min sædvanlige gåtur. Hvad med dig?" sagde Charlie med et hadefuldt tryk på ordet Tyra. Han rejste sig, skulede lidt og smilte så.

"Jeg er bare ude at gå lidt rundt her i området ... Jeg syntes ikke jeg plejer at se dig her omkring? er din familie flyttet, eller har de smidt dig ud?" spurgte hun spottende og med et selvtilfredst grin. Hendes grin lev bredere da hun kom i tanke om deres sidste kamp ... slaget om sandkassen.

Charlie kneb øjnene sammen i foragt.
"Nej Tyra. Jeg er ikke flyttet eller smidt ud. Det er mine tjenere skam heller ikke." sagde han. Der blev lagt tryk på tjenere for at understrege at han aldeles ikke var i familie med sine undersotter, en sådan status ville Hans Kongelige Højhed aldrig nedværdige sig til.

"Behøver jeg virkelig gentage mig selv Tyra? Jeg er på spadsertur." sagde han opgivende.
Selvom det måske ville komme til at lyde fornærmende mod Tyra, kom den opgivende ud tone egentlig fordi at han ikke ville tabe ansigt foran Tyra. Men han ville så gerne hjem. Det føltes som om han havde været her i evigheder, det skyldtes sikkert Tyras tilstedeværelse tænkte han.

*Ja, Bast, jeg ville gerne have at nogen hørte mig, men hvorfor lige hende?*

"aha ... Og hunden, var det også bare en del af din 'spadsertur'" spurgte hun og begyndte at gå rydt om ham mens hun smilede triumferende. "du burde nok passe lidt bedre på ... ikke nok med at du bliver jagtet af hunde, du er også ved at bevæge dig ind på mit område" sagde hun og gav en svag hvæsen fra sig. Hun slikkede sig selvtilfredst om munden, sikke en herlig dag.

"Nej Tyra. Hunden var ikke en del af min spadsertur. Sjovt nok. Nej Tyra, hunden gjorde et snigangreb fra min bagside skal du se, men istedet for at vove mit liv på at overvinde de dumme bæst, tog jeg en beslutning om at ty til midlertidig retræte. Men det kan du jo ikke forstå, du har jo ingen sans for taktik vel? Du tror krig kun handler om råstyrke gør du ikke?"

Efter Charlie havde afsluttet den lange remse, begyndte han også at gå i cirkler, som en slags optakt til kamp.

Tyra fnøs hånligt, "Den eneste forskæl på vores taktiske forståelse er at jeg væger at bruge de rigtige ord, og ikke dække over 'at stikke af som en anden kujon' med ord som 'retræte". Hun begyndtre også at gå i cirkler, hvis det var kamp han ville have skulle han være velkommen.

Charlie blev mere og mere irriteret med hende for hvert sekund der gik. Kunne hun ikke bare skrubbe af? Hvorfor var hun så stædig? Hvorfor var hun så bestemt på at ødelægge mit liv. Ikke kun idag, også ved Slaget om Sandkassen, hvorfor kunne ikke bare acceptere at det var min sandkasse og at hun bare kunne finde sin egen. Hvorfor lige min sandkasse.

"Jeg anvender der ord jeg lyster, og det rager mig en høstblomst hvordan du vælger at fortolke dem, det er dit problem."

//Jeg ville lige for en sikkerheds skyld spørge om det var ok jeg satte en NPC'er i spil for jeg bare gjorde noget.//

//det er ok ^^//
"kujon!" hvæsede hun, hun kunne mærke han var ved at blive irriteret nu. "Vær ærlig overfor dig selv og indrøm det!". Der var stort set ikke noget sjovere end at irriterer Charles, det var bare lige det, der gjorde en ellers god dag perfekt.

Charles stoppede langsomt op og satte sige sig ned og slikkede sin ene pote.
"Åh, tør nu det sleske smil af dit ansigt, det klæder dig ikke at smile. Du skal ikke tro du ved noget, Tyra. Opgiv det nu bare du har allerede tabt."

Charlie åbnede munden for at sige noget mere, men blev afbrudt af højlydte fodtrin til hans venstre. Det måtte være ejeren af huset hvori Charlie havde gemt sig for hunden. Og han så ikke just venlig eller glad ud.

Manden var stor af bygning og havde øjne der kunne dræbe. Han var iklædt en sort tanktop og grønne sløringsbukser. På mandens fødder var det er par sorte støvler. Og som om det ikke var nok med mandens grusomme udseende, skulle han selvfølgelig også eje en ligeså grusom Schäferhund.

"Skrub af!" råbte manden, og hunden gøede med.

"Skynd dig! Løb!" hvæsede han af Tyra. Det gjorde han ihvert fald.

Tyra satte hurtigt i løb efter Charlie, "det var da også et dumt sted at slå sig ned!" vrissede hun irriteret mens hun løb så hurtigt hun kunne.

"Hold nu kæft og løb!" hvæsede han tilbage.
Charlie var helt ude af den. Så meget havde han slet ikke forventet at løbe idag. Han skyndte sig at se sig tilbage, han ville vide om han havde sluppet væk fra hunden. Men der var ingen hund. Og dog blev han ved med at løbe. Han holdt ikke øje med om Tyra var fulgt efter ham, han var også lidt ligeglad.

Efter noget tid stoppede han endelig, han så sig omkring for at se om Tyra havde fulgt efter ham. Han rystede hovedet og mindede sig selv om at han var ligeglad med hende. Hun kunne dø i en rendesten, og han ville stadig være ligeglad, ikke?

Tyra stoppede forpustet op bag ham, det var da også dumt så dan at sættet sig i en have med hund! "nå, hvor har du fået os hen?" spurgte hun lettere irriteret, forhåbentligt var de ikke blevet væk. Hun slikke sin pote, som vat en smule øm efter at have løbet.

Charlie hvæsede af hende.
"Jeg kunne jo ikke vide at den hund boede der, vel?". Han begyndte at gå lidt rundt og se se omkring. Han vendte hovedet mod Tyra.
"Skal du altid være sådan? Du kunne jo bare have ladet være med at følge efter mig. Men nu er du endt her, og det er helt din egen skyld." Han gik lidt videre og så op mod himlen i et stykke tid. Da han så sank hovedet igen, vendte hans guldfarvede øjne mod hende igen.

"Nå vil du hjælpe mig med at finde ud af hvor vi er eller hvad?"

//Jeg synes godt du må bestemme hvor vi er endt henne.//

Tyra sukkede opgivende, kunne han ikke forstå at det umuligt kunne være hendes skyld? "du kunne jo bare have tjekket om der var hundeskål og den slags ikke?" sagde hun med et irriteret hvæs. Hun så sig derefter undersøgende omkring, de var vist endt inde midt i byen, der var i hvert fald høje huse og biler over det hele, "jo, lad os finde ud af, hvor vi er".

"Tak. Endelig noget samarbejdsvilje. Men til din information, så er hundeskålen jo indenfor, for jeg er ret sikker på jeg ikke så noget hundehus. Tro ikke jeg ikke ved hvad jeg laver." sagde Charlie mens han gik over vejen.

"Pas på bilerne." sagde han pludselig. "Øh..jeg mener, ligemeget." mumlede han i et forsøg på at rette sig selv.

Man kunne snildt se at borgerne i Johanneshavn ikke var særligt religiøse, for der var rigtigt mange mennesker ude på gaderne i byen og ikke i kirke som hans undersotter. Og det krævede elegance og hurtige trin ikke at blive trådt på i menneskemylderet.

Tyra fuldte efter ham, og smøg sig ind og ud mellem menneskeben, "jaja, jeg har altså gået i en by før, bare lige så du ved det" hun tøvede lidt, "... men du virker ikke så vant til det, så pas hellere selv lidt på". Hun holdt øje omkring dem for at se om der skulle være noget bekendt; men desvære var alt fremmede for hende.

//lad os det ^^ kan du ikke lave det?? xD//